Jeg er Licentiat i Homøopatisk Medicin (det svarer til en praktisk PhD) fra Centre of Homeopathic Education i London, der uddanner et af de højeste niveauer af homøopater i den vestlige verden. Her læste jeg i årene 2019-2024, efter at jeg som den første i Danmark blev uddannet i homøopatisk sygdomsforebyggelse (homeoprofylakse) hos den australske forsker Dr. Isaac Golden, I 2018.
Kort tid efter åbnede jeg, i fællesskab med homøopat Jeanette Maglegaard, Homeoprofylakse Danmark, som vi stadig kører i dag.
Inden da, i 2012-2015, uddannede jeg mig til Body SDS terapeut i Parken på Østerbro, som er en fysioterapeutisk uddannelse, bygget op omkring traditionel kinesisk medicinsk filosofi og kiropraktik. I flere år arbejdede jeg derfor med behandling på briks, og underviste andre kropsterapeuter i behandling af gravide og babyer, indtil homøopatien kom ind og tog al min tid. I dag er det kun de kvinder jeg har i doulaforløb og deres spædbørn, som kommer op og ligge på min briks.
I årene op til at jeg blev behandler, spillede jeg teater, underviste i yoga, skrev en helt masse og rejste jorden rundt nogle gange. Blandt andet turnerede jeg i 10 år med et børneteater, sideløbende med at jeg havde 7 år som yogalærer i rejsebranchen, med destinationer i 6 forskellige lande. Jeg er opvokset i en rejseglad familie, og har altid fundet det naturligt at bosætte mig og uddanne mig rundt omkring i verden.
Naturmedicin og den holistiske, naturlige tilgang til alle aspekter af livet, har altid været en helt naturlig interesse for mig.
Du kan lære mig bedre at kende og følge med i mit arbejdsliv på Instagram, hvor jeg hedder Naturensvej. Derinde deler jeg dagligt inspiration til hvordan man selv kan komme i gang med at bruge homøopati og naturmedicin i sin hverdag.